Nyhedstrekanten får comeback med web-tv

PETER HARMS LARSEN, ekstern lektor og adjungeret professor i journalistik, RUC

Det fremgår af Rune Michelsens og Signe Rosendal Rasmussens oplysende rapport, at dagbladene i deres web-portaler for det meste opererer med separate web-tv-nyhedsstationer, til hvilke de for det meste producerer traditionelle tv-nyhedsindslag – for det meste af meget små selvstændige web-tv-redaktioner. Og at det – for det meste – er en dyr fornøjelse.

Drop dem! For mig at se svarer det til, at aviserne skulle oprette særlige sektioner for deres daglige pressefotos.

Nyhedstrekanten har i mange år været under kritisk beskydning, fordi den inviterer til, at man ikke læser hele artiklen til ende. Og til at den enkelte læser selv afgør, hvornår han vil stå af og gå videre til en anden artikel. Den kritiske tendens har lydt: fra nyheder til AHAheder. Men rapporten viser, at på nettet går det den anden vej.

Nyhedstrekanten tager højde for, at læseren er utålmodig og sekund for sekund tager stilling til: Skal jeg fortsætte eller gå til en anden rubrik på siden eller bladre videre? Det er det, der ligger i den læser-/modtagerindstilling, som kaldes ”lean-forward”. Du er som læser aktivt søgende og mentalt set på spring under læsningen.

En roman forudsætter en væsentlig anden læserindstilling: ”lean backward”. Film og tv er lean-backward-medier, og moderne tv-nyheder er produceret netop for at please et lean-backward-indstillet publikum.

Der er grund til at tro, at hjernens kemi – den cocktail af hormoner, endorfiner, adrenalin og hvad de forskellige humørstoffer nu ellers hedder – er forskellig i hhv. lean-forward- og lean-backward-indstillingen.

Udviklingen af aviserne de senere år har ført til, at skrivning til nyhedstrekanten er kombineret med krav om flere indgange til historien: nyhed, baggrund, case, pressefoto, oversigtsgrafik, faktabokse, m.m. Der er tale om en slags ”nyhedscollage”, hvor alle dele er kontekst for hinanden. Også denne segmentering i selvstændige brikker til historien lægger op til lean-forward-indstillingen.

Med nettet som platform har nyhedstrekanten og princippet om de mange indgange i den grad fået sin renæssance. Og nettet er endnu mere et lean-forward-medie end avisen, fordi der på den gode netside både er mange indgange, og fordi man kan klikke videre til mange lag og stor dybe i indhold og kontekst. Kontekst i tre dimensioner, så at sige, forbundet gennem hypertekst der henviser på kryds og tværs.

På nettet kan man både snorkle i overfladen eller scuba-dive til bunden af historien. Og skifte på et øjeblik alt efter humør og behov. Uden at få dykkersyge. Og ydermere kan man så selv bidrage til ekstra kontekst ved at kommentere eller uploade supplerende billed- eller videomateriale.

I den sammenhæng er det traditionelle tv-avis-nyhedsindslag som en hund i et spil kegler!

Det har karakter af en fint-sammenvævet nyhedsmontage af speak, interviewklip, reportage-klip med sound bites – evt. tilsat lidt grafik og en stand up. Og det er produceret, så det kan og skal ses uden anden kontekst end oplægget fra nyhedsværten.

Meningen med den dyrt producerede, tætte og komprimerede nyhedsmontage er, at seerne skal ’suges ind’ fra start til slut. Hele bevidstheden skal monopoliseres af oplevelsen. Vi skal have information, identifikation og fascination leveret i et hug.

Identifikationen er det altafgørende i tv-nyhedsdramaturgien. Der skal være et subjekt, vi kan identificerer os med – en hovedperson til at drive historien frem.

Får seerne lyst til at zappe, er det en katastrofe, for så er det til en konkurrerende kanal. Tv-nyhedsindslaget både forudsætter og kræver lean-back-indstilling hos seerne.

Der findes efter min mening ikke et eneste argument for at producere klassiske tv-nyhedsindslag til nettet andet end, at sådan gør man jo, når man er professionel tv-journalist. Det er ikke pengene værd. Og brugerne værdsætter ikke den dyrt producerede æstetik. Når det er råt, er det godt – nok.

For web-nyheder gælder det, at: Content is king! Og indholdet kan udliciteres og splittes op i små bidder – ”clips”! Og brugerne kan få ”link-joy” ved selv at samle det til en fortælling i hovedet ved at klikke rundt via hyperteksten.

Mens tv-nyheden kræver et subjekt i historien, så gælder det krav ikke web-tv-klippet. For her er det brugeren, der er subjekt, ham der dirigerer og interagerer. What´s in it for me? – er det styrende spørgsmål.

Mens fascinationen i en traditionel tv-nyhedsfortælling altid skal være integreret med identifikation og information, så kan web-tv-indslag være rendyrket fascination, der kan nydes i en enkelt spektakulær injektion.

Web-tv er altid indlejret – ”embeded” – i en skreven og grafisk kontekst, nemlig hele web-siden – og det giver ikke mening, at lade som om konteksten ikke er der. For  konteksten er synligt til stede under hele afspilningen af de levende billeder i playeren.

Det er de færreste, der klikker til full-screen, når de ser web-tv – netop fordi det forstyrrer og bryder lean-forward-indstillingen. Det føles ubehageligt at skifte til lean-backward og tilbage igen.

Nyhedsjournalistisk web-tv skal altså altid tænkes og produceres til indlejring i en skreven kontekst, og konteksten skal give mulighed for interaktion. Hvis det er ’længere’, skal det være fortalt og opdelt i ’bidder,’ så man kan stå af undervejs, ligesom ved læsningen af en artikel efter nyhedstrekanten. Hver af disse segmenter skal kunne giv mening uden resten, så man også frit kan klikke mellem dem.

Rubrikken er Gud.

Indholdet er Kongen,

Konteksten er Fædrelandet.

Og brugeren er – Direktøren for det hele.