Web-tv på nettets præmisser

ASTRID HAUG, community manager på Berlingske

I sidste uge gik et videoklip med den tjekkiske præsident, der stjæler en kuglepen, verden rundt. Det er måske ikke stor journalistik, men et godt eksempel på en video, som fungerer på nettet, og som folk taler om.

Der er stor forskel på tv og web-tv. Det konsumeres på to vidt forskellige måder, forskellige tider af døgnet og med meget forskellige formål. Ligesom med TV har web-brugerne nogle rutiner for at se videoklip på nettet. Det forgår ikke hver dag kl. 18.30 eller 19, men måske lige op til frokostpausen, hvor man sulten og rastløs går ind på sin Facebook og klikker på den første tilsyneladende interessante video, som en ven har delt. Eller når man leder efter konkret hjælp til at binde et slips, forstå hvad aktier eller sociale medier er, eller når man lige skal ind og se oplæggene fra den konference, man gik glip af i sidste uge.

De fleste web-tv-indslag er i dag lavet som nyhedsindslag, der skal matche analogt TV. Den største hjælp, man kan give sig selv, når man skal lave web-tv, er at fokusere på hvilke videoer, der fungerer godt på nettet, og ikke hvordan de to landsdækkende kanaler laver TV. Det er således ikke TV2 News, der er web-tv’s primære konkurrent, men de mange fantastiske videoer fra professionelle og amatører, som ligger gratis til rådighed på YouTube, Vimeo, det danskstiftede 23video.com eller Ted. Her er det typisk ikke ”talking heads”, som bryder bedst igennem støjmuren på nettet, men fx små animerede film. En af mine favoritter er en video, der beskriver, hvad der motiverer os – selvom den er 10 minutter lang, er man godt underholdt hele vejen igennem. En anden velfungerende video er BBCs 100 days of government in 100 seconds, der fortæller historien om Clegg-Cameron-regeringen ved hjælp af grafiske elementer.

Formålet med mediernes web-tv er at få mange seere og dermed mange reklame- og bannervisninger. Først og fremmest skal videoerne indlejres i artiklerne – som rapporten ‘Webtvaviserne’ også peger på, går man ikke på mediernes hjemmesider alene for at se web-tv. Dernæst ville det være en stor hjælp, hvis brugerne deler videoerne med andre via Facebook, Twitter eller på en blog. En oversigt over hvilke historier fra en række danske mediehjemmesider, som brugerne deler mest på Facebook, figurerer web-tv slet ikke (oversigten fungerer bedst, hvis man ikke er logget på Facebook). Det skyldes dels, at man på mange sites ikke kan dele videoerne på Facebook eller Twitter via en del-knap, men muligvis også, at de ikke har et indhold, der gør, at man vil lægge dem på sin Facebook.

I ”Lyt til elefanterne” (Gyldendal Business 2009, med Anna Ebbesen), beskriver vi, hvordan den velfungerende virale video fortæller en historie, der:

1.     Er nem at fortælle videre

2.     Bryder med konsensus

3.     Indeholder noget magi.

Man kan hurtigt teste et videoklips virale potentiale ved at spørge: Kan jeg kort genfortælle, hvad klippet handler om, og ville jeg dele det på min Facebook?

Som eksempler kan nævnes den efterhånden velkendte Quicksilver-reklame med surfere i de københavnske søer. Der er naturligvis forskel på journalistisk web-tv og viral markedsføring, men det er de samme principper, der gør sig gældende, hvis man gerne vil have brugerne til at dele indholdet.