Leder: Branchebrud

Fremtiden tegnede lys for de amerikanske togselskaber i 1800-tallet. Den ene kilometer sveller efter den anden blev i hastig fart svejset sammen, så de formede et stadig mere vidtforgrenet spor gennem det nordamerikanske landskab. Med god hjælp fra kvikke ingeniører og immigranter fra alverdens lande blev klip­pe­blokke sprængt bort, søer udtørret, ørkener overskredet og alt sammen for at skabe fun­damentet for en ny indtægtsgivende infrastruktur for den menneskelige transport.

Dette mÃ¥tte være en sikker opskrift pÃ¥ succes ud fra enhver mÃ¥lestok, var forestillingen – og forventningen. Men udviklingen ville det anderledes, og gennem Ã¥rtier har amerikanske togsel­skaber været i finansielle problemer.

Den – og mange andre historier om virksomheder, som havde alle muligheder for succes, men som på spektakulær vis fejlede undervejs – kan man læse i, hvad der er blevet en af innovationskonsulenternes foretrukne referenceværker. I ´The Innovators Dilemma – When New Technologies Cause Great Companies to Fail’ fra 1997 beskriver Clayton M. Christensen således, hvordan mange umiddelbart succesfulde virksomheder for sent og først på randen af udslettelse forstår, at deres egentlige forretningsområde var et helt andet, end de oprindeligt havde gået rundt og fortalt sig selv, deres medarbejdere og aktionærer.

For togselskaberne blev ahaoplevelsen, at det virkelige udviklingspotentiale ikke så meget befandt sig i forhold til flytningen af mennesker som forskellige former for materiel. Man var kort sagt ikke kun i passagerbranchen, men i en bredere forstand i en transportbranche. Hvilket den senere lastbils- og flybranche forstod langt bedre, hvorfor de også løb med omsætningen og indtjeningen. Dét er en pointe, som fortjener en tanke eller to i vores fag, som i disse år er kommet under et gevaldigt pres, fordi det synes som om, at nogle personer og organisationer bedre har forstået, hvilken branchen vi reelt befinder os i.

Vi oplever det i mindre grad på disse breddegrader, hvor en massiv statslig substituering på op i mod 6,4 milliarder kroner understøtter vores hjemlige mediebranche, og gør os mere modstandsdygtige over for lunefulde konjunkturer på annoncemarkedet. Men en syndflod af bekymrede bøger fra den anden side af Atlanten, vælder frem i disse år, og de bliver skrevet oven på bekymrende udviklingstræk, der har mindre at gøre med skiftende konjunkturer og mere med dybtliggende, makrostrukturelle faktorer i forhold til, hvad det er for en branche, vi rent faktisk befinder os i, og hvad der i virkeligheden er vores vigtigste eksistensgrundlag – på både det principielle og praktiske niveau.

Overvejelsen om, hvad det rent faktisk er for en branche, vi befinder os i, kan velsagtens fortjene at komme med på ferierejsen, og efter denne juni-udgivelse er sendt ud på dét internet, der på mange måder er blevet vor tids vigtigste infrastruktur, tager vi selv en måned i hængekøjerne for at fundere over sagen. I denne sæsons sidste udgivelse af AHAheder retter vi dog først søgeren mod et par inspirerende udgivelser, der på forskellig vis behandler den krise, som amerikanske nyhedsmedier og –formidlere er kastet ud i. Det er udgivelser, som til alt held også inde­holder bud på nogle af de nye muligheder, som tegner sig for medievirk­som­heder, ledere og medarbejdere, som ikke er bange for at udvikle sig.

At udvinde tidens potentialer og overvinde de problemer, som har meldt sig i det 21. århundrede, kræver ifølge udgivelserne, vi omtaler i de konstruktive forskningsnoter, en serie forsøg med nye normer og former for journalistik. I den forbindelse præsenterer vi også denne gang nye værktøjer og nye måder at visualisere journalistikken på i håbet om, at det kan inspirere til endnu mere nytænkning i de hjemlige redaktionslokaler.

Erfaringer viser her, at forsøgsvillighed og –muligheder sjældent kommer af sig selv. De kræver en brænd­­ende platform, og i vores del af verden, hvor mediestøtten trods alt galvaniserer os mod alt for høje varmegrader, kan den brændende platform vise sig at komme i form en valgkamp.

Valgkampe er journalistikkens ultimative stress-test, og størstedelen af landets redaktioner har i månedsvis spekuleret som gale over, hvordan de kan udvikle og indrette deres journalistik på nye fængende måder. Set i det perspektiv har det virket naturligt for os at bede nogle af tænketankens skarpeste politiske tænkere om at forholde sig til, hvad vi står overfor, og hvordan det måske kan bidraget til at udvikle journalistikken. Slutteligt inde­hold­er denne juni-udgave af AHAheder naturligvis også en frontlinje-artikel, og denne gang tager artiklen afsæt i en 12-tals masterafhandling, der sætter fokus på, hvordan journalister og journa­listikken måske kan finde nytte et helt nyt sted – nemlig på direktionsgangene.

God sommer – og må gode feriedage på langs give ny blodstrømning på steder, hvor det inspirerer mest, indtil vi skrives ved i august.

Peter Bro, juni 2011