Kommentar: Drop det journalistiske sortsyn

STIG KIRK ØRSKOV, koncerndirektør i JP/Politikens Hus

Min respekt for Agnete Scheel og Peter Bro er normalt tÃ¥rnhøj. De to redaktører af ’AHAheder.dk’ er kompetente og driftige mennesker. Desto større var min overraskelse, da jeg nytÃ¥rsaftensdag modtog en mail fra Agnete og Peter med følgende tekst: »Kære Stig, Vi hÃ¥ber, at du har haft en god jul. Her, hvor det nye Ã¥r nærmer sig, begynder vi pÃ¥ ‘AHAheder.dk’ at forberede januars udgave, og her vil vi være særligt optagede af, hvordan journalistikken i fremtiden skal finansieres. For journalistikken bliver jo presset fra mange fronter: gratisaviser, webnyheder, demand media, Google, WikiLeaks, borgerjournalistik og sÃ¥gar Paradise Hotel. Der er kamp om lytterne, læserne og seerne – og hvor findes pengene henne i fremtiden?«

Selve spørgsmålet er godt. Og et af de spørgsmål vi bør bruge mest tankekraft på. Det kræver ressourcer at finansiere ordentlig journalistik.

Præmissen for spørgsmålet er til gengæld hårrejsende. Selv efter at have sovet på det – adskillige gange – er jeg stadig målløs over, at redaktionen for en publikation, som udgives af et af landets journalistiske forsknings- og uddannelsescentre kan få sig til at skrive, at »journalistikken bliver presset fra mange fronter: gratisaviser, webnyheder, demand medie, google, WikiLeaks, borgerjournalistik og sågar Paradise Hotel«.

Mine evner rækker ikke til at vurdere Paradise Hotels indflydelse på dansk journalistik, men det er mig helt umuligt at se, hvordan resten af listen presser journalistikken. Tværtimod rummer listen nærmest uendelige muligheder for journalistikken og befolkningens adgang til den. Aldrig har vi haft lettere ved at bringe journalistikken ud til borgerne, og aldrig har borgerne haft så gode muligheder for at udveksle fakta, ideer og meninger med journalisterne, medierne og hinanden. Det demokratiske potentiale er enormt.

At det kan opleves som et pres på journalistikken, at borgernes adgang til journalistik og informationer er vokset i et sådan omfang, illustrerer desværre det sortsyn, der er så udbredt blandt danske medieforskere og mediejournalister. Man kan få fornemmelsen af, at de bliver så opstemte over dårlige nyheder om de trykte medier, at de ikke magter at forholde sig til andre platforme. For eksempel de digitale.

Traveren over dem alle er ’nyheden’ om, at printavisernes oplag falder. Hver gang, der kommer en undersøgelse, der viser, at printaviserne taber læsere, bliver der fremmanet nye dystre profetier om journalistikkens endeligt.

Et er, at det stadig bliver betragtet som en nyhed, at der i disse år er en bevægelse fra printmedier til digitale medier. Noget andet er, at det stadig forekommer at være en velbevaret hemmelighed for medieforskere og kommentatortyper, at de fleste danske dagblade aldrig har haft flere læsere, fordi de nu både kan nå læserne på print, på net, på mobil og på applikationer til smartphones og tabletpc’ere. Og det forekommer at være en endnu større hemmelighed, at de fleste dagblade henter en pæn omsætning fra deres digitale platforme. Og at der aldrig før har været så mange aktive journalister som nu.

Jeg skal ikke kloge mig på, hvorfor fremtiden fremstår som en trussel for så mange mennesker i denne branche. Men en ny svensk bog om journalistikkens udvikling viser, at der er masser af muligheder i fremtiden. Bogen, ’Journalistisk kvalitet?’ er udgivet af Instituttet for Mediestudier i Stockholm, Sim(o), og er en antologi om »trusler og muligheder, når medieverden forandres«. I bogen giver 20 redaktører, forskere og debattører deres bud på, hvordan vi udvikler kvalitetsjournalistikken, når læserne ikke længere skal nøjes med avisen ved morgenbordet, men kan få adgang til alverdens information via deres mobiltelefon.

Et af bogens bedste indlæg ’Vær relevant, og du vil overleve’ leveres af chefredaktøren for Sydsvenskan, Daniel Sandström, som er et af de skarpeste hoveder i svensk presse. Sandström erkender, at de trykte udgivelser er udfordret, men påpeger samtidig, at »digitaliseringen af kvalitetsjournalistik indebærer helt nye muligheder for at møde læserne«.

Men vigtigst af alt, så pointerer Daniel Sandström, at det er helt afgørende, at vi bryder med det eksisterende snæversyn, hvor der sættes lighedstegn mellem de trykte mediers sundhedstilstand og journalistikkens. Sandström peger på, at der er en række nye kriterier i spil i den digitale æra: »tilgængelighed, delagtiggørelse og interaktivitet er nye kvalitetskriterier i det digitale samfund, som samtidig rummer et stort demokratisk potentiale. Men det mindsker ikke behovet for en mere klassisk kvalitativ journalistik, som beretter, fordyber, gransker og forklarer«.

Og Daniel Sandström svarer i øvrigt også på det det gode spørgsmål, som redaktionen på ’AHAheder.dk’ stillede: »På Sydsvenskan tror vi ikke på en modsætning mellem klassisk journalistisk kvalitet og digital kvalitet. Og vi ser kvalitet som både et mål i sig selv og et middel til at sikre, at vi eksisterer i fremtiden: vores kvalitet er vores bedste salgsargument«.

Det kan ikke siges meget bedre.

Torbjörn von Krogh (red): Journalistisk kvalitet. En antologi om hot och möjligheter när medievärlden förändras. Stiftelsen Instituttet for Mediestudier, Sim(O), 2010